Morgenstress

Her for nogle dage siden havde jeg afsindigt travlt om morgenen. I hvert fald i en stund.

Jeg vågnede ved at min morgenalarm gik i gang, min mobiltelefon larmede så frygteligt. Det var ikke til at holde ud.  Skærmen viste 6:15. Det var heller ikke til at holde ud. Jeg var en hel halv time forsinket i min morgenrutine! Fy fanden! Straks satte mit sind i gang, forsøgte at finde ud af hvad der stadig kunne nås. Morgenbadet måtte man springe over, det her tøj kan godt holde en dag på kroppen til.  Og hvad var dagens fag?

Ja, hvad var dagens fag? Hvad skulle jeg medbringe? Hvilken dag var det nu? Dagen før var vist torsdag, nej, det var da vist fredag. Og hvad skal man så have med på en lørdag? Hvad skal man have med sig til gymnasiet? Det tænkte jeg på mens jeg tog den et par bukser på, og et par sokker også.

Da gik det op for mig. Jeg stod i den dunkle belysning  og hjertet hamrede vildt. Tankerne der før suste rundt i mit sind stoppede brat totalt op. Det var jo lørdag, for helvede.

Det kom som en lettelse, men det førte også noget andet med sig. Et raseri, eller i hvert fald en mopsethed. Det, der ellers skulle have været en hyggelig lørdagsmorgen var blevet totalt ødelagt, så jeg smed bukserne, ikke sokkerne. Overvældet af morgenstress styrtede jeg ned i dvale på bedste manér, lige ned i sengen.

Det var da ellers en sjov hændelse, eller?

 

Advertisements

Mobilepayetik

Mobilepayetik

Alle kæreste læsere,

Nu er det mere end en hel uge siden jeg sidst skrev noget herinde. Det går ikke. Det kan jeg se på min statistik (tak til alle jer tre der læste min blog i går! <3) og i mit hjerte. Det føles ikke fedt. Fy fanden!

Men nu skal der ske noget, nu skal der komme endnu en omgang af det, jeg startede bloggen for. Det er tid til endnu en omgang August Svarer! Og sikket spørgsmål der er kommet ind. Her er noget i, kæreste læsere, skal lægge meget mærke til, for vil i opløfte jer fra at være simple læsere, skal i sende sådanne ting ind til epostadressen nedenunder.

Dette spørgsmål stammer fra nogle gutter ved navn Lux og Lauritz:

“Kære August Svarer,

Vi har her i København diskuteret et meget stort spørgsmål.
Vi ved ikke, hvor meget erfaring du har med at betale med mobilepay til folk, du ikke kender.
Dilemmaet er, at vi her i dag oplevede, at komme i tvivl om, hvem der skal “swipe”, altså bekræfte pengeoverførelsen. Er det modtageren/medarbejderen , eller er det én selv?
Vi finder det mest normalt, at det er modtageren, da det ikke kan skabe mistillid.
Idag oplevede vi, at vi selv skulle swipe, hvilket føltes helt forkert. Samtidig er det dog en meget tillidserklæring, da medarbejderen ikke tjekkede, men bare bad os gøre det.

Hvad tænker du om denne debat?
Mvh Lucas og Lauritz”
Som ivrig bruger af mobilepay og andre tjenester i den stil, er jeg helt enig i, at det helst er modtageren der skal swipe. Men det, at det ikke kan skabe mistillid, er jeg ikke enig i. Det kommer jo selvfølgelig an hvem man overfører penge til. Hvad hvis de kræver at have mobiltelefonen i hånden mens de swiper? Jeg ville ikke føle mig tryg, hvis en skummelt udseende sælger på gaden forlangte, at jeg skulle overdrage hele mobiltelfonen til dem mens de swipede. Her ville jeg foretrække at have telefonen i hånden og vende skærmen mod sælgeren, for så at lade dem swipe og gennemføre handelen. Jeres situation har jeg selv oplevet et par gange. Det kan være noget akavet, og som i siger, føles forkert. Om folk lige skal vænne sig til at bruge teknologien, eller vi bare stoler meget på hinanden her i landet, ved jeg ikke, men folk og butikker bruger den vel på den måde, de er trygge ved, om de så stoler på, at folk rent faktisk swiper korrekt. Det må være en smagssag for indehaverne og medarbejderne.
Men ja, jeg er enig i, at modtageren skal swipe.
Ja, kæreste læsere. SÅ blev der svaret på endnu et spørgsmål. Måske der kommer lidt flere  for at indhente for sidste uge. Vi får se.

Vil du sende et spørgsmål, kan du sende en email til epostadressen: augustsvarer@gmail.com

 

 

Afleveringsangst og Prokrastinering

At prokrastinere er fandeme dumt!
I denne uge, i vinterferien, har jeg gået meget og tænkt på alt det jeg skal lave og have gjort. Jeg har hele to, måske endda tre stile for til i næste uge. Dem er jeg ikke startet på endnu. Jeg har villet øve musik meget , men er i stedet blevet liggende i sengen for meget. Generelt har det været en uge, en ferie med rigtigt meget man gerne har villet, og som man ikke har gjort. Ikke at man slet ikke har gjort noget: Aldrig har jeg spillet så meget Dungeons of Dredmor, og lyttet til så meget lækker indie-pop (Animal Collective er ret nice, tjek dem ud, altså når i har gjort jeres pligter, yo). Og jeg har skam da også forsømt bloggen her, der burde være kommet et opslag i sidste fredag (Det kom der ikke, for jeg havde lidt travlt med at drikke whiskey og feste og nyde tilværelsen i Odenses kældre).

Det giver jo lidt en følelse af skuffelse. Skuffelse med sig selv. Tænk at man bare drev den af , lå og pruttede i sengen i stedet for at forbedre sig selv og gøre sine pligter. Fy fanden. Man er jo en skarnsunge! Havde man været uheldig havde man fået smæk, om man var under overvågning og skulle opfylde en produktivitetskvote hver dag. Da ville jeg sandelig være slået til plukfisk nu (Det ville nok heller ikke hjælpe på produktiviteten).

Nu har jeg skrevet lidt her, hold da op, man har gjort noget produktivt? Der er i hvert fald dukket en tekst op på min blog. Ærgeligt jeg ikke kan aflevere den til mine lærere. Så ville alt jo være skønt. Den er jo lige til et tolv-tal. Faktisk burde den deles ud i alle verdenshørner, og ud i alle kroge af internettet. Gider i lige gøre det, læsere, gider i gøre noget produktivt for mig? Det kunne være meget funny, desuden får jeg en susen for ørene, en susen fra al den dopamin, der frigives, når jeg ser på min blogs statistik-side og ser at numrene går opad. Nu slutter jeg.

Men først en lille joke, tyvstjålet fra diverse internetfora:

Hjælp, jeg har en engelsk stil på 500 ord og et sæt matematik for til i næste uge og jeg kan ikke stoppe med at skrive på min blog! Hvad gør jeg?

Ja, hvad gør jeg? Sound off in the comments below! Lol.

Eller hvis i bare vil lave ingenting kan i jo lytte lidt lækkerhedsmusik, her kommer noget jeg selv lavede ingenting til i går! Det er meget lækkert.

Og så slut!!

 

Valentinsdag 2016

Valentinsdag 2016

Det var d. 14 februar. Året var 2016. Jeg lavede nogle ting den dag. Jeg så nogle ting den dag. Ikke alle var lige romantiske.

På Odense Banegård så jeg en mand stoppe en hund ned i sin taske, for derefter at lyne tasken lukket. Han ytrede imens han var i gang med frihedsberøvelsen noget der lød nogenlunde sådan: “Nu skal vi rigtigt en tur i bussen.”. Til min store ærgelse var hunden ikke en chihuahua, den var noget større. Det var vel grunden til han skulle have sig en hel taske og ikke en håndtaske.  Jeg undrer mig, er det dyrplageri at holde et dyr indespærret i sin taske på den måde?

Jeg nød i Kongens Have et dejligt træ. Det var mærket af vinteren, og kun nogle få bær hang på dets grene. Til gengæld var der en dejlig masse fugle. Jeg godtede mig godt over hvor skøn naturen nu er, som man jo gør en gang imellem, og dejlig var fuglenes kamp om bærrene. Jeg morede mig meget, da en fugl forsøgte sig at trække et bær af træets grene, for at falde ned uden bær. Det var mig morsomt, og har man set  en fugl rende rundt med næbbet fuldt af frugtkød, har man set noget sjovt!

Nu er jeg jo så rigtig alternativ og anderledes fra alle mennesker, at jeg selvfølgelig skulle lave noget ekstraordinært på valentinsdag, amerikaniseret som man er. Heldigvis for mig holdt OFF et lækkert anderledes og alternativt arrangement. De viste kortfilm om kærlighed! For hele 25 kroner kom man ind, og man fik vin og popcorn, man sad intimt i deres lille biograf, lyset blev dæmpet, kærlige billeder flød ud af projektoren og op på deres lærred. Dejlige billeder. Mange fra Frankrig, selvfølgelig. Måske man skulle deltage i filmfestivalen senere på året?

I bussen hjem følte jeg mig utrolig træt. Jeg blundede en del, tror jeg. Heldigvis vågnede jeg op lidt før endestationen, noget konfus og urolig., men ikke på vej mod Odense igen. Hvad gør busser til så søvndyssende omgivelser? Måske det var vinen der forstærkede trangen til at sove.

 

Fuck mand det er sjovt at skrive sig om alt og intet, her en masse intet. Her er en så en kærlig video, her er en video fyldt med 100 procent ren kærlighed.

Man føler kærligheden i alt, fra omgivelserne til sangen. Specielt sangen. Man ønsker nærmest at kunne lægge så meget i en anden, at have så meget at udtrykke og lade folde ud af sin sjæl og sit hjerte, lade det udmunde i en gestus der betyder alt for kun en selv og den man gør det for. Lol

Lol

 

Genopstandelsen og Det Første Skridt

Genopstandelsen og Det Første Skridt

Rise from your Grave!

Om man er ultra-mega fan af min blog, hvilket jeg ved der er nogle af jer der er, så har i sikkert læst det aller-aller første jeg lagde op, dengang i Januar (vi er kommet langt, sandelig!). Der skrev jeg jo nogle ting, nogle tanker, og det var egentlig ikke godt skrevet eller af nogen høj kvalitet, for sådan bliver det når mans kriver på sin blog i engelsktimen mens man prøver at lytte med. Men der stod noget, noget vigtigt. Mine MKULTRA-mega fans ved jo godt hvad jeg lavede dengang jeg gik på efterskole (Musikefterskolen i Humble for jer nye). Der havde jeg et projekt, et projekt der skulle oplyse og opfordre til nysgerrighed hos mine medstuderende. Jeg havde det, der blev kaldt ‘Augusts Brevkasse’.

Som det fremstår af navnet, var ‘Augusts Brevkasse’ en brevkasse. Der kunne alle komme og spørge om alt. Alt. Absolut alt. Så længe det ikke var for sjofelt, altså. Og det var skam sjovt, og lærerigt. Også lærerigt for mig. Jeg kan absolut opfordre alle til at begynde rent faktisk at tage stilling til ting, find ud af hvad du egentligt mener. Find ud af hvorfor du mener det. Ikke bare være en der synes alt er ‘fint’ eller ‘lort’, uden anden årsag. Det kan jo være meget fint at tale lort om ting, men hvorfor mener du, det er lort? Tænk lige over det.

Ja, som sagt, så genopstår ‘Augusts Brevkasse’ i ånden her på min blog. Ikke som ‘Augusts Brevkasse’, nej, det kapitel er ovre. Derfor starter nu mit nye projekt: ‘August Svarer’.

Og jeg har skam allerede fået spørgsmål. Et dejligt spørgsmål fra en dejlig fyr. Han er politisk aktiv, så måske i kender ham? Jeg har ikke udspurgt ham om han vil nævnes ved navn her, så i dag forbliver han anonym. Men han spurgte mig:

“Hvad mener du om Thomas Helmig?”

Før jeg starter vil jeg lige påpege, at han sendte mig dette spørgsmål i en email. Den indeholdt kun spørgsmålet, og da jeg er smålig og godt kan lide at blive kaldt for den kære, beder jeg alle, der skriver til mig, at i starter jeres elektroniske post til med et “Kære August Svarer,”. Det ville gøre mig glad hvis i gjorde det.

Men tilbage til spørgsmålet. Thomas Helmig, så vidt jeg ved, er han dansker, og han er musiker. Jeg har ikke hørt hans musik, så jeg vil ikke udtale mig om den. Den er sikkert ret ok. Som person tror jeg han er vidunderlig (jeg har ikke mødt ham i kødet), på baggrund af dette utrolige billede.

thomas_helmig_28musician29

Jeg kan klart se, at han er passioneret på scenen. Han har et godt guitar-vokalistansigt. Og er det i orden, så er musikken og musikeren i orden, efter min mening. Man kan så mene noget andet om hans valg af guitar, for farverne får mig til at tro at den skal ligne flaget for Amerikas Forenede Stater. Når man er fra Danmark og spiller rock og sikkert også synger på dansk så går det altså ikke. Det er jo kikset. Og danske rockmusikere der synger am’rikaaaansk er altså ikke noget jeg bryder mig for. Fy fanden!

Han er en blandet sæk, konkluderer jeg. Godt og ondt. Noget jeg kan lide og noget jeg ikke kan lide.

 

Jeg håber det var oplysende for jer, kæreste læsere. Og også dig, min ven, der så fint skrev til mig. Alle jer andre kan også blive mine venner ved at indsende spørgsmål (ok venner er måske så meget sagt, men jeg kommer til at se jer som bedre mennsker).

Dette kommer til at blive godt, det ved jeg. Jeg tænker der vil blive svaret på en-to spørgsmål ugentligt. Jeg har jo travlt med gymnasiet, det må i forstå. Og det ved jeg i vil, for i er kloge mennesker, læsere. Tak og farvel for denne gang.

Vil du sende et spørgsmål, kan du sende en email til: augustsvarer@gmail.com

Husk at skrive om i vil være anonyme eller ej, ikke sende sjofle spørgsmål ind tak, og hold en ren tone i debatten!

En Hændelse og Et Svært Spørgsmål

En Hændelse og Et Svært Spørgsmål

Der skete mig noget forunderligt for nogle dage siden.

Jeg åbnede køleskabet for at finde noget brændsel at smide i den sultne, hungrende motor der er min krop (masser af hestekræfter i den kan i tro), og mens jeg stod og ledte blev jeg angrebet ovenfra. Min overfalder susede forbi, ganske tæt på mit hoved, det suste mig for ørene. Et ordentligt brag blev det til, da min overfaldsting ramte gulvet. Jeg kiggede overasket omkring, scannede hurtigt fra køleskabets øverste hylde til gulvet. Der lå den. Den pakke chokolade, der ellers var så sød og lækker og indbydende (men ikke varm, da den jo kom fra køleskabet). Nu havde den vist sin sande side, den konspirerende, mordlystne side.

Jeg overvejde et øjeblik hvad dens straf skulle blive. Død via fortæring? Jeg var jo på jagt idet den angreb. Som det overlegne væsen, det dominerende væsen, væsenet der kunne bevæge sig uden hjælp fra tyngdekraften og god vilje. Og da den lige havde hamret ned i gulvet, var den sikkert godt smadret og allerede anrettet i lækre små portioner.

Det endte med jeg tog den op, kærtegnede indpakningen og lagde den på sin plads. Man kan jo undre sig over, hvorfor man vælger at tilgive sådan en morderisk, barbarisk, uciviliseret, immobil æske dræberchokolade, sådan en der rigtigt feder dig op og gør dig sukkerskør?

Jeg tror på fødevarer, og jeg tror på mennesker. Alle begår fejl. Jeg begår fejl. Du begår fejl. Og den pakke chokolade begik afgjort en fejl, men jeg vælger at tilgive den. Jeg ved jo ikke hvad dens intention var i øjeblikket det skete. Måske har den familie i Afrika, en masse små kakaobønner der tørster i Niger. Kan jeg så være sur over dens opførsel? Det er chokolade af god moral, og nu da den er kvæstet hårdt og garanteret vil være handicappet for livet, kan det ikke være rimeligt fra min side at pålægge den den ultimative straf. Det ville simpelthen være umenneskeligt og uforladeligt (uchokoladeligt, endda).

Eller det er hvad jeg ville sige, hvis jeg ikke havde al magten, ikke var diktator i min køleskabsrepublik. Jeg har al magten, jeg laver lovene, jeg håndhæver dem, og jeg dømmer alle mine undersåtter. Hvordan diktatorer behandler oppositionen og dissidenter ved i nok.

Jeg kan godt lide tanken om mit køleskab som en slags death row for kriminelle madvarer.

Forandring og Udvikling

Forandring og Udvikling

På det sidste har jeg følt en del forandringer i min krop. Når jeg har børstet mine tænder, og tandpastaen skal spyttes ud, så oplever jeg, at mit spyt er underligt tyktflydende og tungt. Før kunne jeg sagtens spytte tandpastaen, alt det usunde i min mund og i tandpastaen ud med et enkelt koncentreret angreb mod vasken, men nu kommer det halvejs før det stopper, hængende i en tråd af stridig mundvand, som en dråbe vand der triller af et blad, men ikke helt så dejligt og livgivende. Det er lige før, jeg er nødt til at ty til hænderne, trække det af læben, hagen og ned i vasken, og det  er altså ikke for lækkert. Følelsen af tykt spyt og slim mærkes længe efter, det hænger nærmest i halsen. Ubehageligt er det, og jeg er sikker på, at delte jeg dette ritual med nogen i nuet, ville de frastødes.

Hvordan skal man nogensinde opnå den romantiske kærlighed med sådan en frastødende byrde? Måske hvis man kan holde det hemmeligt, indtil man opnår så brændende en kærlighed, at man ikke behøver spytte det ud, kærligheden vil brænde det væk, det vil fordampe øjeblikkeligt og ud af munden. Åh, hvilken kærlighed det ville være!

Også på andre områder har man oplevet forandringer, og de til de bedre, det opløftende. Jeg har i lang tid gået og godtet mig med en følelse af suverænitet over musiske stilarter. “Romantikken var for musikken en god omgang lort”, har jeg gået og tænkt. Det er jo selvfølgelig ikke rigtigt. Man kan jo mene hvad man vil om de forskellige strømninger inden for klassisk musik (og populærmusik), men kan man endegyldigt sige med autoritet, at nogen bestemt periode, strømning, genre var lort, eller er lort? Nej (Det siger jeg nu helt uden ironi, og med komplet autoritet, for dette er min blog).

Det har faktisk forstyrret mig og forværret min humør at gå rundt og mene at den romantiske periode var en omgang lort (Før vi kommer for godt i gang vil lige påpege, at jeg kun har den mest overfladiske forståelse for hvornår den romantiske periode, og andre perioder inden for musik varede, og jeg gider ikke kigge på WIkipedia lige nu, ok ok?). For når man så har siddet og hørt lidt Brahms(lækker lækker klarinetsonate), eller Schumann(lækker lækker lieder mums), så har man sgu da siddet og tænkt “aj, nu sidder jeg jo og lytter til lort”, men jeg syntes jo ikke det var lort, det var ren og skær indbildning fra mig selv.

Og så kommer sindet i et dilemma! Skal det acceptere at man bryder sig for det ikke helt så gode, lade det være en slags ‘guilty pleasure’? Skal man fordømme det totalt og slette det fra sin hukommelse, og ens computers hukommelse også? Nej, det bliver simpelthen for dumt at sidde og kæmpe med sig selv om det! Ren idioti!! Og er der noget, man kan være sikker på at være, så er det idiot!!! FUck!!!!!!!!!!!!

Men jeg er som sagt forandret, jeg er et nyt menneske, den del af mig er i hvert fald ny og forandret. Vi er jo foranderlige, os mennesker, vi kan tilpasse os, det har været os en stor hjælp gennem vores historie. Vi kan simpelthen udvikle os, om det er fysisk eller mentalt, det er en dejlig egenskab vi har. Jeg er meget glad for den, men desværre har jeg udviklet en egenskab der ikker er så god: Jeg syntes det er morsomt at repetere ting, formidle dem på en lidt anden måde. Skrive både med blokbogstaver, versaler og i kursiv. Det stopper nu, sandelig. Endnu en udvikling, mon den vil vise sig at kunne holdes, eller vil den begraves og udskiftes igen med gamle værdier?

Ja, det her er hvad man kan få ud et lille kvarters uhæmmet tasten på tastaturets tangenter. Måske skulle man have øvet sig på klaviaturets tangenter i stedet for, men hvad er gjort er gjort. Må i udvikle jer positivt, kæreste læsere, jeg ved i findes, og i skal have det godt.