En underlig fornemmelse

Hej Bloggen. Bloggæææn, alle kiere laesere,

Jeg har forsømt visse dele af livet indtil videre. Kierlighedslivet til eksempel. Følelseslivet generelt kunne jeg driste mig til at sige, det gør jeg her. Det er sjovt at erkende sådant. At skulle se i øjnene hvad man la’er og går rundt gør omkring.

Det er nu ikke helt det jeg føler mig bevæget over lige nu, eller som inspirerer mig til at skrive, det er noget helt andet. Det kan være det er helt usammenhængende de tanker jeg har gjort de sidste par ti minutter …

Først: der er sket meget i løbet af det halv år der er gået, det er vel mere end et halvt år nu. Faktum er, der er sket en del. Jeg blev tilbudt sex i København (måske en historie at skrive om en dag), jeg forbereder mig til min MGK-prøve, jeg går i 2.g nu, fy for fanden et slid. Derfor ikke så meget skrift herinde, det er alt lagt i en aflevering, ord sluges af dem. Men det er ikke det jeg her følt så meget om her i aften (morges?),

Det hænder, at jeg kommer sent hjem, jeg er påvirket, det gynger lidt, måske jeg glider på broen og kaster min telefon i vandet. Sådan mærkeligt kan man have det når man er på vej hjem … men i aftes var der noget anderledes over den tur hjem. Lad mig gå lidt tilbage igen: det var en aften med gymnssiefest; skoleårets sidste, raveparty-tema, skolens helt eget elev-popband var hentet hjem for at komme og spille op til ravedands?! Og ens hoved var malet til, i både røde og blå og måske en grøn nuance, og man hopppede godt rundt og drak øl og havde tætte samtaler i rygerburet, som man plejer. Efter tolv gik turen til byen, festen skulle fortsætte, og om den fortsættelse vil jeg kun sige: sikke grimme mennesker der er at finde på A-bar. Frygteligt sted. Kendere ved det.

Nå, men hjemme i Kierteminde igen steg jeg så ud af den bus. Ummidelbart syntes intet unormalt. Det var bare den sædvanlige sene nattetimes stilhed der var i luften, skulle man have lagt lyd under scenen kunne man uden protest udpege flere Bartók-satser. Jeg valgte nu det skulle være ULC’s Sønderho-suite …

Det vigtige ved den hjemtur var nu, at der åbenbart havde været brand i byen. En af de boligblokke der ligger tæt på mit eget hjem, kun to gader væk, de øverste etager havde åbenbart stået i flammer. I stilheden stod både brandbiler, lægevogne, salatfade, alle blinkende med deres blå blink. Jeg ved ikke, det er underligt når sådan noget som en brand sker  så tæt på ens hjem. Jeg husker for et år eller to siden brændte der et hus længere oppe i byen, men det var så langt væk i forhold til dette, der var ikke samme følelse. Jeg ved ikke, jeg kom til at tænke, oj det er stillet, oj det er forladt, når jeg gik der forbi de blink, en brandmand i færd med noget ved sin brandbil såes ikke virkeligt. Det føltes ikke helt virkeligt noget af det. Heller ikke da jeg ringede på ved min far, talte lidt om nattens løb, hvad der var sket. Det var så hurtigt ovre. Hjemme, nu jeg skriver, har den uvirkelighed fulgt efter. Jeg sidder og børster tænder og fucker rundt med det indbyggede kameras forskellige filtre, nogle af dem matcher stemningen. Og stemningen må også følges af noget musik. Messiaens præludier, Chant d’extase dans une paysage triste. Det er næsten for meget lige nu, man føler sig allerede fjernet fra virkeligheden, og det præludium bringer kun en længere væk.

Måske det er præcis sådan det er lige nu. I nattens mørke, triste, stille landskab har jeg det egentligt helt ekstatisk over, det ikke var mit hjem der gik op i flammer. Jeg kan godt forestille mig et sådant trist landskab nu.

 

Nåh, tidlig morgenopdatering, natopdatering måske, nu følte jeg for det, så. Føler også noget underligt.

Satan selv på besøg

Hej igen bloggen, kæreste læsere, jeg skriver nu igen, for der er sket noget helt utroligt overraskende (og ulækkert) for mig i dag. Hør lige her:

Jeg har ikke sovet i nat. Hvorfor? En flue. En frygtelig klam, irriterende flue, en sådan flue som virkelig får en til at forstå hvorfor man har gutter som Beelzebub når man skal hive en djævelsk satan frem til at gøre noget lort. En sådan flue surrede og summede rundt omkring hele natten, lige meget hvad jeg gjorde undgik den mig, og den sørgede så for at jeg selv undgik at sove. Hold da op for en lille lort!

Nu er klokken næsten 16 dagen efter, og jeg sidder og glæder mig over at fluen endelig er forsvundet. En lille tår te fra kopppen i vinduet tager jeg så for at fejre. Da finder jeg så ud af hvor fluen blev af. Den havde simpelthen formået at drukne sig selv i koppen. Jeg tænker det har været bevidst fra dens side. Fuck hvor har man det bare ikke fedt lige nu. Nu gider jeg ikke mere. Tænkte at svare på nogen spørgsmål, men fluen ødelagde alt. Fy fanden!

Pas På

Pas På

Jeg stod, efter at have børstet tænder, ved vasken i kælderen og slog min tandbørste mod metalkanten. Jeg legede percussionist og hamrede godt til, om der skulle sidde noget ulækkert på den. Lød som noget ud af Pléïades.

Det gik vildt for sig, alt for vildt, og det endte med at gå galt.

Pludselig mærkede jeg noget ramte mig i ansigtet, faktisk følte jeg det på mit øje. I min iver tog jeg ikke højde for eventuelle rester af vand på børsten. Det var ikke klogt. Lige ind i øjet fløj en dråbe vand fra tandbørsten. Fy fanden! Der lærte jeg noget: verden er farlig.

Pas på derude!

Høj Kultur

Høj Kultur

Der er gået noget frygteligt op for mig i dag.

Descartes sagde vist engang noget om, at et samfund, der har det sjovt ved at opføre sig som idioter, uundgåeligt vil blive invaderet af rigtigt idioter som tror, de er i godt selskab. Sådan har jeg det lidt.

Det startede for flere måneder siden. På Youtube er det blevet en dille at folk laver videoer, samlinger af såkaldte ‘fails’, ‘wins’, eller hvad det nu ellers skulle være. Dem har jeg altid syntes var lidt kiksede, dumme, ikke for kloge. En gang imellem var det dejligt lige at se et par stykker, more sig over uploaderne, der hver især prøvede at lægge beslag på klippene med hvert deres vandmærke og fri house-musik. Så udviklede det sig til at man så endnu flere, og man tænkte, det går nok, fuck hvor er det dumt. Så så man et par videor på hver en halvtime, men tænkte stadig, at man gjorde det ironisk, og havde det ‘grineren’ på en cool måde. Det ændrede jo så ikke, at man stadigvæk sad og så disse videoer og fodrede uploaderne.

Jeg er ikke stolt over noget af den tid, der er gået med at se disse videoer. Jeg kunne have brugt tiden bedre, øvet mig mere på mit instrument, lært nogle ord af et fremmedsprog.

Jeg tror det er ligesom med onani; det er noget man gør, om man  keder sig og ikke kan få sig selv i gang med noget andet. Så begynder man på det bare for at få tiden til at gå. Man ender i begge tilfælde med at være træt og at skulle rydde lidt op, og måske med en lille dårlig følelse i bagsiden af hovedet.

Heldigvis er jeg begyndt at lave noget som er bedre end at se disse videoer. Nu læser jeg bøger. Jeg har indtil videre læst hele tre bøger. Sådan. Så blev der kultur i kælderen.

Jeg er for at styrke mit tyske nu begyndt at læse Max Frischs bog Homo Faber. På tysk. Det er lidt af en rejse, og det bliver nok en lang rejse (Desværre har jeg kun har en måned før den skal afleveres igen!). Indtil videre forstår jeg, at vores asociale scwheiziske protagonist virkelig ikke gider sidde ved siden af en snakkeglad tysker (som måske er meget enig med den gamle hr. Hitler), og han for at undgå at sidde ved siden af ham i et fly hellere vil misse sin afgang, så han gemmer sig på badeværelset for så at vaske hænder i tyve minutter og have sex med en vaskeægte neger (!) med hvide og sorte øjne. Det er en dejlig historie indtil videre, må jeg sige. Om mine tyskfærdigheder holder til rejsen, må vi se.

Det er det for denne gang. Nej, faktisk. Jeg lægger bloggen lidt om. Før sagde jeg, at jeg ville prøve at lægge noget op hver uge, men jeg tror, det må blive et par gange i måneden. Jeg bryder mig ikke for at skrive når jeg føler mig tvunget. Ikke at jeg har læsere nok til at nogen bliver sure hvis jeg ikke skriver en måned. Lol.

Men bliv ved med at sende ind til August Svarer. Der skal nok komme noget på den front snarligt!

Uvaner og At Leve

Uvaner og At Leve

Jeg har gennem påsken pådraget mig en afskyelig uvane. Når det er sent, meget sent, vi taler efter kl. 12 her, man er stadig oppe og man laver ting og man drikker diverse. Kroppen er ikke et uendeligt rum som man kan fylde i, som ham fyren fra Beatles sagde, “All Things Must Pass”, og det kan hænde at en trang til at forløse sig fremkommer. Det er som sagt sent, og klokken mange. Resten af huset sover, og de klager ofte når de er vågne, at lyde går rent igennem væggene og gulvene, så at bruge toilettet og skylle ud ville være direkte hensynløst, en rigtig klam, egoistisk handling. Så man leder efter alternativer, og nu ved jeg ikke om jer, kære læsere, men jeg er udstyret med både højde og en længde, og et af kælderrummene er der en vask at finde. Den sidder højt på væggen, men man kan stå ved, og så kan man, som det svinagtige menneskedyr man er, fri sig selv for kroppens spild, og man kan stå der og urinere ud i vasken. Fy fanden. Det er ikke et livets højdepunkt(er), som man står der, ganske udstillet for hvad der lurer i mørket ude for vinduet. For at gøre det lidt bedre for en selv finder man på undskyldninger, i, kære læsere, kan finde en sådan et sted ovenover vil jeg mene (jeg korrekturlæser ikke). Så har man det helt ok med at gøre sådanne ting, som en vagt i en udryddelseslejr, der bare følger ordrer. Så er det accepteret og man kan komme videre.

Ja, jeg ved, det ikke er lækkert at læse om, og det er noget værre noget at komme stillende med efter så lang tid uden opdateringer. Det er denne fandens dorskhed, dovenskaben der overmander en og opsluger al produktivt man kunne have i gang. Over påsken har den haft nærmest frie tøjler. Nok har jeg ikke skrevet her på bloggen eller øvet mig på det der er godt for mig at øve, men jeg har, fanden tage mig, set rigtigt meget Friends, hele fire sæsoner! Så har man haft en god påskeferie sammen med onkel Amerika. Jeg ved ikke hvor det skal hen.

Men nok om alt muligt ligegyldigt. Jeg har forsømt noget for længe, nemlig brevkassen, det har Jeg fået flere henvendelser om, jeg har ladet mange vente i lang tid, nu skal det ske, at endnu et spørgsmål skal blive besvaret.

Fra en vis herre fra Vietnam kommer der dette:

“Dear August Answers

What is the one place in the world you wish you lived in?
 
// Regards”

 

Vi er sandelig gået ‘international’, eller? Ok, ok. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det at flytte til andre lander og steder. hjeg synes det går meget fint for mig her i lille Danmark. Men om jeg skulleflytte nogetsteds hen, så tror jeg da, jeg ville flytte ind til en ordentligt stor by. Nu har man levet langt størstedelen i en lille fiskerby med lidt over 5000 indbyggere, så det ville være sjovt med noget andet, noget større. Prøve bylivet, måske storbylivet endda. Men et enkelt sted i verden jeg vil bo kan jeg virkelig ikke komme på. Så det bliver altså ikke et helt fyldestgørende svar. Desværre.

 

Så fik man smidt en masse tegn og ord ud på nettet igen. Det er en sjov følelse. At skrive en masse lort og sende det ud til alle jer. Og nogle af jer læser det måske også? Skøn tid. Og vil man gøre den endnu skønnere, kan man sende mig spørgsmål ved adressen augustsvarer@gmail.com . Så kan det hænde, jeg svarer på det her.

Hyg jer. 🙂 :): )

 

Morgenstress

Her for nogle dage siden havde jeg afsindigt travlt om morgenen. I hvert fald i en stund.

Jeg vågnede ved at min morgenalarm gik i gang, min mobiltelefon larmede så frygteligt. Det var ikke til at holde ud.  Skærmen viste 6:15. Det var heller ikke til at holde ud. Jeg var en hel halv time forsinket i min morgenrutine! Fy fanden! Straks satte mit sind i gang, forsøgte at finde ud af hvad der stadig kunne nås. Morgenbadet måtte man springe over, det her tøj kan godt holde en dag på kroppen til.  Og hvad var dagens fag?

Ja, hvad var dagens fag? Hvad skulle jeg medbringe? Hvilken dag var det nu? Dagen før var vist torsdag, nej, det var da vist fredag. Og hvad skal man så have med på en lørdag? Hvad skal man have med sig til gymnasiet? Det tænkte jeg på mens jeg tog den et par bukser på, og et par sokker også.

Da gik det op for mig. Jeg stod i den dunkle belysning  og hjertet hamrede vildt. Tankerne der før suste rundt i mit sind stoppede brat totalt op. Det var jo lørdag, for helvede.

Det kom som en lettelse, men det førte også noget andet med sig. Et raseri, eller i hvert fald en mopsethed. Det, der ellers skulle have været en hyggelig lørdagsmorgen var blevet totalt ødelagt, så jeg smed bukserne, ikke sokkerne. Overvældet af morgenstress styrtede jeg ned i dvale på bedste manér, lige ned i sengen.

Det var da ellers en sjov hændelse, eller?

 

Afleveringsangst og Prokrastinering

At prokrastinere er fandeme dumt!
I denne uge, i vinterferien, har jeg gået meget og tænkt på alt det jeg skal lave og have gjort. Jeg har hele to, måske endda tre stile for til i næste uge. Dem er jeg ikke startet på endnu. Jeg har villet øve musik meget , men er i stedet blevet liggende i sengen for meget. Generelt har det været en uge, en ferie med rigtigt meget man gerne har villet, og som man ikke har gjort. Ikke at man slet ikke har gjort noget: Aldrig har jeg spillet så meget Dungeons of Dredmor, og lyttet til så meget lækker indie-pop (Animal Collective er ret nice, tjek dem ud, altså når i har gjort jeres pligter, yo). Og jeg har skam da også forsømt bloggen her, der burde være kommet et opslag i sidste fredag (Det kom der ikke, for jeg havde lidt travlt med at drikke whiskey og feste og nyde tilværelsen i Odenses kældre).

Det giver jo lidt en følelse af skuffelse. Skuffelse med sig selv. Tænk at man bare drev den af , lå og pruttede i sengen i stedet for at forbedre sig selv og gøre sine pligter. Fy fanden. Man er jo en skarnsunge! Havde man været uheldig havde man fået smæk, om man var under overvågning og skulle opfylde en produktivitetskvote hver dag. Da ville jeg sandelig være slået til plukfisk nu (Det ville nok heller ikke hjælpe på produktiviteten).

Nu har jeg skrevet lidt her, hold da op, man har gjort noget produktivt? Der er i hvert fald dukket en tekst op på min blog. Ærgeligt jeg ikke kan aflevere den til mine lærere. Så ville alt jo være skønt. Den er jo lige til et tolv-tal. Faktisk burde den deles ud i alle verdenshørner, og ud i alle kroge af internettet. Gider i lige gøre det, læsere, gider i gøre noget produktivt for mig? Det kunne være meget funny, desuden får jeg en susen for ørene, en susen fra al den dopamin, der frigives, når jeg ser på min blogs statistik-side og ser at numrene går opad. Nu slutter jeg.

Men først en lille joke, tyvstjålet fra diverse internetfora:

Hjælp, jeg har en engelsk stil på 500 ord og et sæt matematik for til i næste uge og jeg kan ikke stoppe med at skrive på min blog! Hvad gør jeg?

Ja, hvad gør jeg? Sound off in the comments below! Lol.

Eller hvis i bare vil lave ingenting kan i jo lytte lidt lækkerhedsmusik, her kommer noget jeg selv lavede ingenting til i går! Det er meget lækkert.

Og så slut!!