En underlig fornemmelse

Hej Bloggen. Bloggæææn, alle kiere laesere,

Jeg har forsømt visse dele af livet indtil videre. Kierlighedslivet til eksempel. Følelseslivet generelt kunne jeg driste mig til at sige, det gør jeg her. Det er sjovt at erkende sådant. At skulle se i øjnene hvad man la’er og går rundt gør omkring.

Det er nu ikke helt det jeg føler mig bevæget over lige nu, eller som inspirerer mig til at skrive, det er noget helt andet. Det kan være det er helt usammenhængende de tanker jeg har gjort de sidste par ti minutter …

Først: der er sket meget i løbet af det halv år der er gået, det er vel mere end et halvt år nu. Faktum er, der er sket en del. Jeg blev tilbudt sex i København (måske en historie at skrive om en dag), jeg forbereder mig til min MGK-prøve, jeg går i 2.g nu, fy for fanden et slid. Derfor ikke så meget skrift herinde, det er alt lagt i en aflevering, ord sluges af dem. Men det er ikke det jeg her følt så meget om her i aften (morges?),

Det hænder, at jeg kommer sent hjem, jeg er påvirket, det gynger lidt, måske jeg glider på broen og kaster min telefon i vandet. Sådan mærkeligt kan man have det når man er på vej hjem … men i aftes var der noget anderledes over den tur hjem. Lad mig gå lidt tilbage igen: det var en aften med gymnssiefest; skoleårets sidste, raveparty-tema, skolens helt eget elev-popband var hentet hjem for at komme og spille op til ravedands?! Og ens hoved var malet til, i både røde og blå og måske en grøn nuance, og man hopppede godt rundt og drak øl og havde tætte samtaler i rygerburet, som man plejer. Efter tolv gik turen til byen, festen skulle fortsætte, og om den fortsættelse vil jeg kun sige: sikke grimme mennesker der er at finde på A-bar. Frygteligt sted. Kendere ved det.

Nå, men hjemme i Kierteminde igen steg jeg så ud af den bus. Ummidelbart syntes intet unormalt. Det var bare den sædvanlige sene nattetimes stilhed der var i luften, skulle man have lagt lyd under scenen kunne man uden protest udpege flere Bartók-satser. Jeg valgte nu det skulle være ULC’s Sønderho-suite …

Det vigtige ved den hjemtur var nu, at der åbenbart havde været brand i byen. En af de boligblokke der ligger tæt på mit eget hjem, kun to gader væk, de øverste etager havde åbenbart stået i flammer. I stilheden stod både brandbiler, lægevogne, salatfade, alle blinkende med deres blå blink. Jeg ved ikke, det er underligt når sådan noget som en brand sker  så tæt på ens hjem. Jeg husker for et år eller to siden brændte der et hus længere oppe i byen, men det var så langt væk i forhold til dette, der var ikke samme følelse. Jeg ved ikke, jeg kom til at tænke, oj det er stillet, oj det er forladt, når jeg gik der forbi de blink, en brandmand i færd med noget ved sin brandbil såes ikke virkeligt. Det føltes ikke helt virkeligt noget af det. Heller ikke da jeg ringede på ved min far, talte lidt om nattens løb, hvad der var sket. Det var så hurtigt ovre. Hjemme, nu jeg skriver, har den uvirkelighed fulgt efter. Jeg sidder og børster tænder og fucker rundt med det indbyggede kameras forskellige filtre, nogle af dem matcher stemningen. Og stemningen må også følges af noget musik. Messiaens præludier, Chant d’extase dans une paysage triste. Det er næsten for meget lige nu, man føler sig allerede fjernet fra virkeligheden, og det præludium bringer kun en længere væk.

Måske det er præcis sådan det er lige nu. I nattens mørke, triste, stille landskab har jeg det egentligt helt ekstatisk over, det ikke var mit hjem der gik op i flammer. Jeg kan godt forestille mig et sådant trist landskab nu.

 

Nåh, tidlig morgenopdatering, natopdatering måske, nu følte jeg for det, så. Føler også noget underligt.

Advertisements

Den fortryllede bjørn.

Den fortryllede bjørn.

[1]

Der var engang et kongerige langt borte.

Der boede en konge og en dronning.

De havde en søn, der hed Chris. Han ville giftes.

En dag da Chris var ude og gå tur mødte han en bonde. Bonden spurgte om Chris havde set en lille bjørn. Det havde Chris ikke. Hvorfor leder du efter en lille bjørn. Så fortalte bonden, at den sorte ridder fra den sorte skov havde taget hans datter og forvandlet hende til en lille bjørn. Chris spurgte om han måtte redde hende. Det kunne bonden ikke sige nej til.

 

 

 

 

Næste morgen drog Chris ud til den sorte skov. Han spurgte mange folk om de havde set en lille bjørn.

Sent om aftenen mødte han en jæger, der sagde, at der var jagtsæson i morgen. Chris spurgte, om de kunne aflyse den. Det kunne de godt. Chris spurgte om han måtte spise og sove der. Det måtte han godt.

[2]

Næste morgen gik Chris ind i den sorte skov.

Chris hørte et skrig og skyndte sig over til hende der skreg; hun var død.

 

 

 

 

Bag ham stod den sorte ridder. Chris bekæmpede den sorte ridder men han dør aldrig.

Hjææææælp!!!!!!!!! råbte Chris. Så kom alle skovens dyr og bekæmpede ham. Chris løb væk så hurtigt som muligt.     Pludselig løb han ind i et træ. Faldt over en træstamme og rullede ned i en sø og var ved at drukne. Da han kom op af vandet slog en stor bjørn ham på næsen. Chris fik blodtud og faldt ned i vandet igen.

 

 

 

 

[3]

Pludselig fik han en gren i hovedet. Den kastede han i munden på bjørnen. Chris løb væk så hurtig som muligt. Han kom til en hytte. Han var usikker på, om han skulle gå derind.

Han besluttede at gå derind. Der lå et rustent sværd på gulvet. Chris tog sværdet og løb væk så hurtigt som muligt. Da han kom langt væk fra hytten lagde han sig til at sove.

Tidlig næste morgen var der noget der slikkede ham på hånden. Det var den lille bjørn. Chris havde hørt at han skulle stikke sværdet ned i jorden og tælle til 3. Men så kom den sorte ridder og tog bjørnen. Chris skyndte sig efter ham på en hjort, der lige kom forbi. Hjorten smed ham af, men Chris gav ikke op og svang sig op på hjorten igen. Sådan blev de ved indtil det blev mørkt.

 

 

 

 

[4]

Næste dag fortsatte de. Så gav hjorten op. Men Chris ville blive ved. Han synes det var sjovt.

“BWAHH”, sagde hjorten og døde af sig selv.

 

Chris så en pony og red på den. Den var meget langsom. Det kunne Chris ikke lide, så han dræbte den med det rustne sværd. Han tog noget kød og spiste det og drak den blod. Det eneste dyr, der var tilbage var en skildpadde. Chris sparkede til skildpadden, så den fløj ud af skjoldet. Han brugte skjoldet som kælk og skjold. Da han kom til den sorte ridders grotte, løb lille bjørn væk. Chris løb efter den. Chris fik den lille bjørn ned i skjoldet. Så stak han sværdet i jorden og talte til 3.

 

 

Da han så hvor dejlig pigen var, ville han giftes. Så blev de gift. Men nogle år senere blev de skilt. Så blev de gift igen. Og fik tre børn. Den sorte ridder fik en blodprop i hjertet og døde tre dage efter.

Satan selv på besøg

Hej igen bloggen, kæreste læsere, jeg skriver nu igen, for der er sket noget helt utroligt overraskende (og ulækkert) for mig i dag. Hør lige her:

Jeg har ikke sovet i nat. Hvorfor? En flue. En frygtelig klam, irriterende flue, en sådan flue som virkelig får en til at forstå hvorfor man har gutter som Beelzebub når man skal hive en djævelsk satan frem til at gøre noget lort. En sådan flue surrede og summede rundt omkring hele natten, lige meget hvad jeg gjorde undgik den mig, og den sørgede så for at jeg selv undgik at sove. Hold da op for en lille lort!

Nu er klokken næsten 16 dagen efter, og jeg sidder og glæder mig over at fluen endelig er forsvundet. En lille tår te fra kopppen i vinduet tager jeg så for at fejre. Da finder jeg så ud af hvor fluen blev af. Den havde simpelthen formået at drukne sig selv i koppen. Jeg tænker det har været bevidst fra dens side. Fuck hvor har man det bare ikke fedt lige nu. Nu gider jeg ikke mere. Tænkte at svare på nogen spørgsmål, men fluen ødelagde alt. Fy fanden!

Sommeråbenbaring

Hej Bloggen, kære læsere,

Jeg har taget en lille pause fra bloggen, ja. Jeg undskylder, thi jeg burde have advaret om denne; det er for sent nu. Men det er sommer, det er sommerferie, jeg har haft læseferie, eksamin og prøveeksamener, det har tæret, bloggen har lidt, men nu skal det blive anderledes!

Jeg er faktisk en smule skuffet med mig selv; jeg har slacket. Ikke kun som elev i en musikklasse-slacket, men som et frygteligt menneske der forsømmer sine dyder-slacket. Der har været mange grunde, de er ikke alle sammen lige gode: som eksempel brugte jeg min tid til at skrive DHO og blog på at spille det japanske rollespil Persona 4 igennem; hele to gange! Det er nu også et dejligt spil, hvis man bliver suget ind i at optimere sine kampstrategier og ‘Persona’er. Jeg ved, jeg har lært en hel del om de græske ‘moirae’, skæbnesgudinder, Lachesis, Clotho, Atropos, fra spillet. Jeg håber det kommmer til nytte i mine kommende oldtidskundskabstimer.

Jeg har da også slacket i tiden efter mine eksaminer; alt sammen på grund af min svaghed, trang til hellere at drive den af end at skrive på bloggen; som jeg ofte siger: intet menneske er perfekt, og jeg er et menneske. Mennesket har dog den gave, den største gave: at kunne styre sig selv. Så har jeg misbrugt denne, men ikke mere. Nej.

Jeg var et par dage i Hovedstaden (København) til CPH Jazzfestival. Der oplevede jeg en åbenbaring. Et uimodståeligt kald til at gøre om på tingene i mit liv. Jeg måtte hjem. Jeg måtte øve. Øve meget, meget mere end før, tage litteraturen seriøst; det har jeg til en vis graf opnået i dag. Nu arbejder jeg i hvert falde meget mere med teknikken; anslaget, klangen, sammenspillet mellem venstre og højre hånd, sammenspillet mellem fingrene på hver hånd. Det er dejligt af føle en slags gennebrud, en ny bakke at tackle på vejen væk og op fra plateauet. Om det er det rigtige jeg er i gang med må jeg jo så diskutere med min lærer efter sommerferien… !

Åbenbaringen fremsagde også at jeg ville være afholdsmand. Det er ikke gået så godt. Jeg bryder mig for meget om øl og vin og alle de andre herligheder til det. Så man man efterleve buddet i alle de andre aspekter mere!

Bloggen, kære læsere, nu vil jeg forsøge at være mere i kontakt her; fylde jeres behov for mine tanker, viden. Husk, i kan altid sende tanker og tvivl til mig på adressen augustsvarer@gmail.com

Jeg læser det alt sammen, om det måske tager noget tid før jeg gør. Men læst bliver det, svaret kommer en dag. Hav tro i mig, kære læsere, fortvivlende læsere! Nu siger jeg tak! Jeg har været på restaurant Varmestuen med fatter, de giver mange øl væk, de taler rigtig meget lort om hinanden, de hygger sig: En oplevelse, et håb om at alle kunne hygge sig på den måde i verden. Jeg takker af.

 

Pas På

Pas På

Jeg stod, efter at have børstet tænder, ved vasken i kælderen og slog min tandbørste mod metalkanten. Jeg legede percussionist og hamrede godt til, om der skulle sidde noget ulækkert på den. Lød som noget ud af Pléïades.

Det gik vildt for sig, alt for vildt, og det endte med at gå galt.

Pludselig mærkede jeg noget ramte mig i ansigtet, faktisk følte jeg det på mit øje. I min iver tog jeg ikke højde for eventuelle rester af vand på børsten. Det var ikke klogt. Lige ind i øjet fløj en dråbe vand fra tandbørsten. Fy fanden! Der lærte jeg noget: verden er farlig.

Pas på derude!

Høj Kultur

Høj Kultur

Der er gået noget frygteligt op for mig i dag.

Descartes sagde vist engang noget om, at et samfund, der har det sjovt ved at opføre sig som idioter, uundgåeligt vil blive invaderet af rigtigt idioter som tror, de er i godt selskab. Sådan har jeg det lidt.

Det startede for flere måneder siden. På Youtube er det blevet en dille at folk laver videoer, samlinger af såkaldte ‘fails’, ‘wins’, eller hvad det nu ellers skulle være. Dem har jeg altid syntes var lidt kiksede, dumme, ikke for kloge. En gang imellem var det dejligt lige at se et par stykker, more sig over uploaderne, der hver især prøvede at lægge beslag på klippene med hvert deres vandmærke og fri house-musik. Så udviklede det sig til at man så endnu flere, og man tænkte, det går nok, fuck hvor er det dumt. Så så man et par videor på hver en halvtime, men tænkte stadig, at man gjorde det ironisk, og havde det ‘grineren’ på en cool måde. Det ændrede jo så ikke, at man stadigvæk sad og så disse videoer og fodrede uploaderne.

Jeg er ikke stolt over noget af den tid, der er gået med at se disse videoer. Jeg kunne have brugt tiden bedre, øvet mig mere på mit instrument, lært nogle ord af et fremmedsprog.

Jeg tror det er ligesom med onani; det er noget man gør, om man  keder sig og ikke kan få sig selv i gang med noget andet. Så begynder man på det bare for at få tiden til at gå. Man ender i begge tilfælde med at være træt og at skulle rydde lidt op, og måske med en lille dårlig følelse i bagsiden af hovedet.

Heldigvis er jeg begyndt at lave noget som er bedre end at se disse videoer. Nu læser jeg bøger. Jeg har indtil videre læst hele tre bøger. Sådan. Så blev der kultur i kælderen.

Jeg er for at styrke mit tyske nu begyndt at læse Max Frischs bog Homo Faber. På tysk. Det er lidt af en rejse, og det bliver nok en lang rejse (Desværre har jeg kun har en måned før den skal afleveres igen!). Indtil videre forstår jeg, at vores asociale scwheiziske protagonist virkelig ikke gider sidde ved siden af en snakkeglad tysker (som måske er meget enig med den gamle hr. Hitler), og han for at undgå at sidde ved siden af ham i et fly hellere vil misse sin afgang, så han gemmer sig på badeværelset for så at vaske hænder i tyve minutter og have sex med en vaskeægte neger (!) med hvide og sorte øjne. Det er en dejlig historie indtil videre, må jeg sige. Om mine tyskfærdigheder holder til rejsen, må vi se.

Det er det for denne gang. Nej, faktisk. Jeg lægger bloggen lidt om. Før sagde jeg, at jeg ville prøve at lægge noget op hver uge, men jeg tror, det må blive et par gange i måneden. Jeg bryder mig ikke for at skrive når jeg føler mig tvunget. Ikke at jeg har læsere nok til at nogen bliver sure hvis jeg ikke skriver en måned. Lol.

Men bliv ved med at sende ind til August Svarer. Der skal nok komme noget på den front snarligt!

Uvaner og At Leve

Uvaner og At Leve

Jeg har gennem påsken pådraget mig en afskyelig uvane. Når det er sent, meget sent, vi taler efter kl. 12 her, man er stadig oppe og man laver ting og man drikker diverse. Kroppen er ikke et uendeligt rum som man kan fylde i, som ham fyren fra Beatles sagde, “All Things Must Pass”, og det kan hænde at en trang til at forløse sig fremkommer. Det er som sagt sent, og klokken mange. Resten af huset sover, og de klager ofte når de er vågne, at lyde går rent igennem væggene og gulvene, så at bruge toilettet og skylle ud ville være direkte hensynløst, en rigtig klam, egoistisk handling. Så man leder efter alternativer, og nu ved jeg ikke om jer, kære læsere, men jeg er udstyret med både højde og en længde, og et af kælderrummene er der en vask at finde. Den sidder højt på væggen, men man kan stå ved, og så kan man, som det svinagtige menneskedyr man er, fri sig selv for kroppens spild, og man kan stå der og urinere ud i vasken. Fy fanden. Det er ikke et livets højdepunkt(er), som man står der, ganske udstillet for hvad der lurer i mørket ude for vinduet. For at gøre det lidt bedre for en selv finder man på undskyldninger, i, kære læsere, kan finde en sådan et sted ovenover vil jeg mene (jeg korrekturlæser ikke). Så har man det helt ok med at gøre sådanne ting, som en vagt i en udryddelseslejr, der bare følger ordrer. Så er det accepteret og man kan komme videre.

Ja, jeg ved, det ikke er lækkert at læse om, og det er noget værre noget at komme stillende med efter så lang tid uden opdateringer. Det er denne fandens dorskhed, dovenskaben der overmander en og opsluger al produktivt man kunne have i gang. Over påsken har den haft nærmest frie tøjler. Nok har jeg ikke skrevet her på bloggen eller øvet mig på det der er godt for mig at øve, men jeg har, fanden tage mig, set rigtigt meget Friends, hele fire sæsoner! Så har man haft en god påskeferie sammen med onkel Amerika. Jeg ved ikke hvor det skal hen.

Men nok om alt muligt ligegyldigt. Jeg har forsømt noget for længe, nemlig brevkassen, det har Jeg fået flere henvendelser om, jeg har ladet mange vente i lang tid, nu skal det ske, at endnu et spørgsmål skal blive besvaret.

Fra en vis herre fra Vietnam kommer der dette:

“Dear August Answers

What is the one place in the world you wish you lived in?
 
// Regards”

 

Vi er sandelig gået ‘international’, eller? Ok, ok. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det at flytte til andre lander og steder. hjeg synes det går meget fint for mig her i lille Danmark. Men om jeg skulleflytte nogetsteds hen, så tror jeg da, jeg ville flytte ind til en ordentligt stor by. Nu har man levet langt størstedelen i en lille fiskerby med lidt over 5000 indbyggere, så det ville være sjovt med noget andet, noget større. Prøve bylivet, måske storbylivet endda. Men et enkelt sted i verden jeg vil bo kan jeg virkelig ikke komme på. Så det bliver altså ikke et helt fyldestgørende svar. Desværre.

 

Så fik man smidt en masse tegn og ord ud på nettet igen. Det er en sjov følelse. At skrive en masse lort og sende det ud til alle jer. Og nogle af jer læser det måske også? Skøn tid. Og vil man gøre den endnu skønnere, kan man sende mig spørgsmål ved adressen augustsvarer@gmail.com . Så kan det hænde, jeg svarer på det her.

Hyg jer. 🙂 :): )