En underlig fornemmelse

Hej Bloggen. Bloggæææn, alle kiere laesere,

Jeg har forsømt visse dele af livet indtil videre. Kierlighedslivet til eksempel. Følelseslivet generelt kunne jeg driste mig til at sige, det gør jeg her. Det er sjovt at erkende sådant. At skulle se i øjnene hvad man la’er og går rundt gør omkring.

Det er nu ikke helt det jeg føler mig bevæget over lige nu, eller som inspirerer mig til at skrive, det er noget helt andet. Det kan være det er helt usammenhængende de tanker jeg har gjort de sidste par ti minutter …

Først: der er sket meget i løbet af det halv år der er gået, det er vel mere end et halvt år nu. Faktum er, der er sket en del. Jeg blev tilbudt sex i København (måske en historie at skrive om en dag), jeg forbereder mig til min MGK-prøve, jeg går i 2.g nu, fy for fanden et slid. Derfor ikke så meget skrift herinde, det er alt lagt i en aflevering, ord sluges af dem. Men det er ikke det jeg her følt så meget om her i aften (morges?),

Det hænder, at jeg kommer sent hjem, jeg er påvirket, det gynger lidt, måske jeg glider på broen og kaster min telefon i vandet. Sådan mærkeligt kan man have det når man er på vej hjem … men i aftes var der noget anderledes over den tur hjem. Lad mig gå lidt tilbage igen: det var en aften med gymnssiefest; skoleårets sidste, raveparty-tema, skolens helt eget elev-popband var hentet hjem for at komme og spille op til ravedands?! Og ens hoved var malet til, i både røde og blå og måske en grøn nuance, og man hopppede godt rundt og drak øl og havde tætte samtaler i rygerburet, som man plejer. Efter tolv gik turen til byen, festen skulle fortsætte, og om den fortsættelse vil jeg kun sige: sikke grimme mennesker der er at finde på A-bar. Frygteligt sted. Kendere ved det.

Nå, men hjemme i Kierteminde igen steg jeg så ud af den bus. Ummidelbart syntes intet unormalt. Det var bare den sædvanlige sene nattetimes stilhed der var i luften, skulle man have lagt lyd under scenen kunne man uden protest udpege flere Bartók-satser. Jeg valgte nu det skulle være ULC’s Sønderho-suite …

Det vigtige ved den hjemtur var nu, at der åbenbart havde været brand i byen. En af de boligblokke der ligger tæt på mit eget hjem, kun to gader væk, de øverste etager havde åbenbart stået i flammer. I stilheden stod både brandbiler, lægevogne, salatfade, alle blinkende med deres blå blink. Jeg ved ikke, det er underligt når sådan noget som en brand sker  så tæt på ens hjem. Jeg husker for et år eller to siden brændte der et hus længere oppe i byen, men det var så langt væk i forhold til dette, der var ikke samme følelse. Jeg ved ikke, jeg kom til at tænke, oj det er stillet, oj det er forladt, når jeg gik der forbi de blink, en brandmand i færd med noget ved sin brandbil såes ikke virkeligt. Det føltes ikke helt virkeligt noget af det. Heller ikke da jeg ringede på ved min far, talte lidt om nattens løb, hvad der var sket. Det var så hurtigt ovre. Hjemme, nu jeg skriver, har den uvirkelighed fulgt efter. Jeg sidder og børster tænder og fucker rundt med det indbyggede kameras forskellige filtre, nogle af dem matcher stemningen. Og stemningen må også følges af noget musik. Messiaens præludier, Chant d’extase dans une paysage triste. Det er næsten for meget lige nu, man føler sig allerede fjernet fra virkeligheden, og det præludium bringer kun en længere væk.

Måske det er præcis sådan det er lige nu. I nattens mørke, triste, stille landskab har jeg det egentligt helt ekstatisk over, det ikke var mit hjem der gik op i flammer. Jeg kan godt forestille mig et sådant trist landskab nu.

 

Nåh, tidlig morgenopdatering, natopdatering måske, nu følte jeg for det, så. Føler også noget underligt.

Den fortryllede bjørn.

Den fortryllede bjørn.

[1]

Der var engang et kongerige langt borte.

Der boede en konge og en dronning.

De havde en søn, der hed Chris. Han ville giftes.

En dag da Chris var ude og gå tur mødte han en bonde. Bonden spurgte om Chris havde set en lille bjørn. Det havde Chris ikke. Hvorfor leder du efter en lille bjørn. Så fortalte bonden, at den sorte ridder fra den sorte skov havde taget hans datter og forvandlet hende til en lille bjørn. Chris spurgte om han måtte redde hende. Det kunne bonden ikke sige nej til.

 

 

 

 

Næste morgen drog Chris ud til den sorte skov. Han spurgte mange folk om de havde set en lille bjørn.

Sent om aftenen mødte han en jæger, der sagde, at der var jagtsæson i morgen. Chris spurgte, om de kunne aflyse den. Det kunne de godt. Chris spurgte om han måtte spise og sove der. Det måtte han godt.

[2]

Næste morgen gik Chris ind i den sorte skov.

Chris hørte et skrig og skyndte sig over til hende der skreg; hun var død.

 

 

 

 

Bag ham stod den sorte ridder. Chris bekæmpede den sorte ridder men han dør aldrig.

Hjææææælp!!!!!!!!! råbte Chris. Så kom alle skovens dyr og bekæmpede ham. Chris løb væk så hurtigt som muligt.     Pludselig løb han ind i et træ. Faldt over en træstamme og rullede ned i en sø og var ved at drukne. Da han kom op af vandet slog en stor bjørn ham på næsen. Chris fik blodtud og faldt ned i vandet igen.

 

 

 

 

[3]

Pludselig fik han en gren i hovedet. Den kastede han i munden på bjørnen. Chris løb væk så hurtig som muligt. Han kom til en hytte. Han var usikker på, om han skulle gå derind.

Han besluttede at gå derind. Der lå et rustent sværd på gulvet. Chris tog sværdet og løb væk så hurtigt som muligt. Da han kom langt væk fra hytten lagde han sig til at sove.

Tidlig næste morgen var der noget der slikkede ham på hånden. Det var den lille bjørn. Chris havde hørt at han skulle stikke sværdet ned i jorden og tælle til 3. Men så kom den sorte ridder og tog bjørnen. Chris skyndte sig efter ham på en hjort, der lige kom forbi. Hjorten smed ham af, men Chris gav ikke op og svang sig op på hjorten igen. Sådan blev de ved indtil det blev mørkt.

 

 

 

 

[4]

Næste dag fortsatte de. Så gav hjorten op. Men Chris ville blive ved. Han synes det var sjovt.

“BWAHH”, sagde hjorten og døde af sig selv.

 

Chris så en pony og red på den. Den var meget langsom. Det kunne Chris ikke lide, så han dræbte den med det rustne sværd. Han tog noget kød og spiste det og drak den blod. Det eneste dyr, der var tilbage var en skildpadde. Chris sparkede til skildpadden, så den fløj ud af skjoldet. Han brugte skjoldet som kælk og skjold. Da han kom til den sorte ridders grotte, løb lille bjørn væk. Chris løb efter den. Chris fik den lille bjørn ned i skjoldet. Så stak han sværdet i jorden og talte til 3.

 

 

Da han så hvor dejlig pigen var, ville han giftes. Så blev de gift. Men nogle år senere blev de skilt. Så blev de gift igen. Og fik tre børn. Den sorte ridder fik en blodprop i hjertet og døde tre dage efter.

Høj Kultur

Høj Kultur

Der er gået noget frygteligt op for mig i dag.

Descartes sagde vist engang noget om, at et samfund, der har det sjovt ved at opføre sig som idioter, uundgåeligt vil blive invaderet af rigtigt idioter som tror, de er i godt selskab. Sådan har jeg det lidt.

Det startede for flere måneder siden. På Youtube er det blevet en dille at folk laver videoer, samlinger af såkaldte ‘fails’, ‘wins’, eller hvad det nu ellers skulle være. Dem har jeg altid syntes var lidt kiksede, dumme, ikke for kloge. En gang imellem var det dejligt lige at se et par stykker, more sig over uploaderne, der hver især prøvede at lægge beslag på klippene med hvert deres vandmærke og fri house-musik. Så udviklede det sig til at man så endnu flere, og man tænkte, det går nok, fuck hvor er det dumt. Så så man et par videor på hver en halvtime, men tænkte stadig, at man gjorde det ironisk, og havde det ‘grineren’ på en cool måde. Det ændrede jo så ikke, at man stadigvæk sad og så disse videoer og fodrede uploaderne.

Jeg er ikke stolt over noget af den tid, der er gået med at se disse videoer. Jeg kunne have brugt tiden bedre, øvet mig mere på mit instrument, lært nogle ord af et fremmedsprog.

Jeg tror det er ligesom med onani; det er noget man gør, om man  keder sig og ikke kan få sig selv i gang med noget andet. Så begynder man på det bare for at få tiden til at gå. Man ender i begge tilfælde med at være træt og at skulle rydde lidt op, og måske med en lille dårlig følelse i bagsiden af hovedet.

Heldigvis er jeg begyndt at lave noget som er bedre end at se disse videoer. Nu læser jeg bøger. Jeg har indtil videre læst hele tre bøger. Sådan. Så blev der kultur i kælderen.

Jeg er for at styrke mit tyske nu begyndt at læse Max Frischs bog Homo Faber. På tysk. Det er lidt af en rejse, og det bliver nok en lang rejse (Desværre har jeg kun har en måned før den skal afleveres igen!). Indtil videre forstår jeg, at vores asociale scwheiziske protagonist virkelig ikke gider sidde ved siden af en snakkeglad tysker (som måske er meget enig med den gamle hr. Hitler), og han for at undgå at sidde ved siden af ham i et fly hellere vil misse sin afgang, så han gemmer sig på badeværelset for så at vaske hænder i tyve minutter og have sex med en vaskeægte neger (!) med hvide og sorte øjne. Det er en dejlig historie indtil videre, må jeg sige. Om mine tyskfærdigheder holder til rejsen, må vi se.

Det er det for denne gang. Nej, faktisk. Jeg lægger bloggen lidt om. Før sagde jeg, at jeg ville prøve at lægge noget op hver uge, men jeg tror, det må blive et par gange i måneden. Jeg bryder mig ikke for at skrive når jeg føler mig tvunget. Ikke at jeg har læsere nok til at nogen bliver sure hvis jeg ikke skriver en måned. Lol.

Men bliv ved med at sende ind til August Svarer. Der skal nok komme noget på den front snarligt!

En Hændelse og Et Svært Spørgsmål

En Hændelse og Et Svært Spørgsmål

Der skete mig noget forunderligt for nogle dage siden.

Jeg åbnede køleskabet for at finde noget brændsel at smide i den sultne, hungrende motor der er min krop (masser af hestekræfter i den kan i tro), og mens jeg stod og ledte blev jeg angrebet ovenfra. Min overfalder susede forbi, ganske tæt på mit hoved, det suste mig for ørene. Et ordentligt brag blev det til, da min overfaldsting ramte gulvet. Jeg kiggede overasket omkring, scannede hurtigt fra køleskabets øverste hylde til gulvet. Der lå den. Den pakke chokolade, der ellers var så sød og lækker og indbydende (men ikke varm, da den jo kom fra køleskabet). Nu havde den vist sin sande side, den konspirerende, mordlystne side.

Jeg overvejde et øjeblik hvad dens straf skulle blive. Død via fortæring? Jeg var jo på jagt idet den angreb. Som det overlegne væsen, det dominerende væsen, væsenet der kunne bevæge sig uden hjælp fra tyngdekraften og god vilje. Og da den lige havde hamret ned i gulvet, var den sikkert godt smadret og allerede anrettet i lækre små portioner.

Det endte med jeg tog den op, kærtegnede indpakningen og lagde den på sin plads. Man kan jo undre sig over, hvorfor man vælger at tilgive sådan en morderisk, barbarisk, uciviliseret, immobil æske dræberchokolade, sådan en der rigtigt feder dig op og gør dig sukkerskør?

Jeg tror på fødevarer, og jeg tror på mennesker. Alle begår fejl. Jeg begår fejl. Du begår fejl. Og den pakke chokolade begik afgjort en fejl, men jeg vælger at tilgive den. Jeg ved jo ikke hvad dens intention var i øjeblikket det skete. Måske har den familie i Afrika, en masse små kakaobønner der tørster i Niger. Kan jeg så være sur over dens opførsel? Det er chokolade af god moral, og nu da den er kvæstet hårdt og garanteret vil være handicappet for livet, kan det ikke være rimeligt fra min side at pålægge den den ultimative straf. Det ville simpelthen være umenneskeligt og uforladeligt (uchokoladeligt, endda).

Eller det er hvad jeg ville sige, hvis jeg ikke havde al magten, ikke var diktator i min køleskabsrepublik. Jeg har al magten, jeg laver lovene, jeg håndhæver dem, og jeg dømmer alle mine undersåtter. Hvordan diktatorer behandler oppositionen og dissidenter ved i nok.

Jeg kan godt lide tanken om mit køleskab som en slags death row for kriminelle madvarer.

Forandring og Udvikling

Forandring og Udvikling

På det sidste har jeg følt en del forandringer i min krop. Når jeg har børstet mine tænder, og tandpastaen skal spyttes ud, så oplever jeg, at mit spyt er underligt tyktflydende og tungt. Før kunne jeg sagtens spytte tandpastaen, alt det usunde i min mund og i tandpastaen ud med et enkelt koncentreret angreb mod vasken, men nu kommer det halvejs før det stopper, hængende i en tråd af stridig mundvand, som en dråbe vand der triller af et blad, men ikke helt så dejligt og livgivende. Det er lige før, jeg er nødt til at ty til hænderne, trække det af læben, hagen og ned i vasken, og det  er altså ikke for lækkert. Følelsen af tykt spyt og slim mærkes længe efter, det hænger nærmest i halsen. Ubehageligt er det, og jeg er sikker på, at delte jeg dette ritual med nogen i nuet, ville de frastødes.

Hvordan skal man nogensinde opnå den romantiske kærlighed med sådan en frastødende byrde? Måske hvis man kan holde det hemmeligt, indtil man opnår så brændende en kærlighed, at man ikke behøver spytte det ud, kærligheden vil brænde det væk, det vil fordampe øjeblikkeligt og ud af munden. Åh, hvilken kærlighed det ville være!

Også på andre områder har man oplevet forandringer, og de til de bedre, det opløftende. Jeg har i lang tid gået og godtet mig med en følelse af suverænitet over musiske stilarter. “Romantikken var for musikken en god omgang lort”, har jeg gået og tænkt. Det er jo selvfølgelig ikke rigtigt. Man kan jo mene hvad man vil om de forskellige strømninger inden for klassisk musik (og populærmusik), men kan man endegyldigt sige med autoritet, at nogen bestemt periode, strømning, genre var lort, eller er lort? Nej (Det siger jeg nu helt uden ironi, og med komplet autoritet, for dette er min blog).

Det har faktisk forstyrret mig og forværret min humør at gå rundt og mene at den romantiske periode var en omgang lort (Før vi kommer for godt i gang vil lige påpege, at jeg kun har den mest overfladiske forståelse for hvornår den romantiske periode, og andre perioder inden for musik varede, og jeg gider ikke kigge på WIkipedia lige nu, ok ok?). For når man så har siddet og hørt lidt Brahms(lækker lækker klarinetsonate), eller Schumann(lækker lækker lieder mums), så har man sgu da siddet og tænkt “aj, nu sidder jeg jo og lytter til lort”, men jeg syntes jo ikke det var lort, det var ren og skær indbildning fra mig selv.

Og så kommer sindet i et dilemma! Skal det acceptere at man bryder sig for det ikke helt så gode, lade det være en slags ‘guilty pleasure’? Skal man fordømme det totalt og slette det fra sin hukommelse, og ens computers hukommelse også? Nej, det bliver simpelthen for dumt at sidde og kæmpe med sig selv om det! Ren idioti!! Og er der noget, man kan være sikker på at være, så er det idiot!!! FUck!!!!!!!!!!!!

Men jeg er som sagt forandret, jeg er et nyt menneske, den del af mig er i hvert fald ny og forandret. Vi er jo foranderlige, os mennesker, vi kan tilpasse os, det har været os en stor hjælp gennem vores historie. Vi kan simpelthen udvikle os, om det er fysisk eller mentalt, det er en dejlig egenskab vi har. Jeg er meget glad for den, men desværre har jeg udviklet en egenskab der ikker er så god: Jeg syntes det er morsomt at repetere ting, formidle dem på en lidt anden måde. Skrive både med blokbogstaver, versaler og i kursiv. Det stopper nu, sandelig. Endnu en udvikling, mon den vil vise sig at kunne holdes, eller vil den begraves og udskiftes igen med gamle værdier?

Ja, det her er hvad man kan få ud et lille kvarters uhæmmet tasten på tastaturets tangenter. Måske skulle man have øvet sig på klaviaturets tangenter i stedet for, men hvad er gjort er gjort. Må i udvikle jer positivt, kæreste læsere, jeg ved i findes, og i skal have det godt.

Super Bowl 50 og Hyggerap

Super Bowl 50 og Hyggerap

Hej, kæreste Mennesker,

 

I aften hygger jeg overordentligt meget med en mindre gruppe bekendskaber fra min uddannelsesinstitution. Det er meget hyggeligt, en anden slags hygge end dem jeg skrev om i sidste opslag, som jeg råder jer til at checke ud. Det omhandler et lille digte jeg fandt på under påvirkning af en speciel og værdifuld form for hygge. Læs det her, ok: https://auguststanker.wordpress.com/2016/02/06/grebet-af-aftensrutinen-et-digt-stiger-op-af-disen/

Men som sagt, sidder jeg og hygger med nogle gutter, og vi sidder og ser Super Bowl, og vi har det overmåde morsomt med showet før spillet overhovedet er begyndt. Vi har det overmåde godt, en inspirerende godhed, der lige nu har taget rod i mig, og det udrandt i endnu et kvad, et rapkvad. Uha. Det er overmåde morsomt, det er generelt morsomt at skrive useriøse rapkvad, mens man ser en gut i gul skjorte blive sat på plads i rapkamp af en topatlet.

Men nok om det, det går jo ikke at skrive på sin blog mens man sidder sammen med andre, lol. “Det jo helt oppe at koge”, det er Super Bowl. Så her kommer det (det har ikke tid

Hej hej hej,

jeg er sej

ikke fuck med en neger som mig

Neglelakfjerner hælder jeg i dine hjerner bitch

du er ligeså agressiv som Lilo og Stitch

Af med den gule neglelak

kælling jeg gir dig hak

det er større end din mors

og den var stor da jeg var oppe i den i fjors

Min mand Snoops

gir dig et scoop

scoop som i lussing lige i kæften

du ligner noget røget og mørt.

Det er jo helt skørt, kærligt og uværdigt

To værter i diskussion men du ses ikke du er kamæleon

Jeg tjener en million hver dag

og er modsætning til dig

Jeg er rig, du er fattig

Jeg er mand og du er kat

kat som i pussy, som i skede som i kvinde og jeg har sex med dig og du er bund, det viser min dominans.

Jeg er dig overlegen.

Hyg, kære læsere. Jeg ved jeg hygger mig med Super Bowl 50! 50 af dem!

Hahahahahahahaha.

Grebet af Aftenrutinen – et Digt Stiger op Af Disen

Hej alle,

Nogle gange hygger jeg mig rigtig meget, det gør jeg meget ofte, og nogle gange hænder det, at der kommer noget ud af hyggen. Ikke noget man kunne forvente af “Netflix og Hygge” nej, det er skam et produkt af en helt anden slags hygge. Hyggen der kun opstår når du børster tænder med godt selskab. Hvem jeg børstede min mund med den dag, vil jeg ikke sige. Her kommer det, først for sig selv og så som en præsentation i visuelt multimedieformat (i skal ikke sige en skid om at jeg bruger multimedie forkert, multimedie er et fedt ord, ok ok??). Tak.


“Fisk”
Når Mennesket børster tænder
kan det ske, det hænder;
ansigtet fordrejes i et tvist –
Mennesket ligner en fisk!

Og nu kommer digtet sat til et visuelt stimulerende indtryk, ok.

Fisk

 

 

Ja, det var det for i dag, det var det musen bragte mig den aften, og nu har i oplevet det. Bliver man besøgt af musen, må man handle, sandelig siger jeg, ikke lade inspirationen gå til spilde, ok?