Uvaner og At Leve

Uvaner og At Leve

Jeg har gennem påsken pådraget mig en afskyelig uvane. Når det er sent, meget sent, vi taler efter kl. 12 her, man er stadig oppe og man laver ting og man drikker diverse. Kroppen er ikke et uendeligt rum som man kan fylde i, som ham fyren fra Beatles sagde, “All Things Must Pass”, og det kan hænde at en trang til at forløse sig fremkommer. Det er som sagt sent, og klokken mange. Resten af huset sover, og de klager ofte når de er vågne, at lyde går rent igennem væggene og gulvene, så at bruge toilettet og skylle ud ville være direkte hensynløst, en rigtig klam, egoistisk handling. Så man leder efter alternativer, og nu ved jeg ikke om jer, kære læsere, men jeg er udstyret med både højde og en længde, og et af kælderrummene er der en vask at finde. Den sidder højt på væggen, men man kan stå ved, og så kan man, som det svinagtige menneskedyr man er, fri sig selv for kroppens spild, og man kan stå der og urinere ud i vasken. Fy fanden. Det er ikke et livets højdepunkt(er), som man står der, ganske udstillet for hvad der lurer i mørket ude for vinduet. For at gøre det lidt bedre for en selv finder man på undskyldninger, i, kære læsere, kan finde en sådan et sted ovenover vil jeg mene (jeg korrekturlæser ikke). Så har man det helt ok med at gøre sådanne ting, som en vagt i en udryddelseslejr, der bare følger ordrer. Så er det accepteret og man kan komme videre.

Ja, jeg ved, det ikke er lækkert at læse om, og det er noget værre noget at komme stillende med efter så lang tid uden opdateringer. Det er denne fandens dorskhed, dovenskaben der overmander en og opsluger al produktivt man kunne have i gang. Over påsken har den haft nærmest frie tøjler. Nok har jeg ikke skrevet her på bloggen eller øvet mig på det der er godt for mig at øve, men jeg har, fanden tage mig, set rigtigt meget Friends, hele fire sæsoner! Så har man haft en god påskeferie sammen med onkel Amerika. Jeg ved ikke hvor det skal hen.

Men nok om alt muligt ligegyldigt. Jeg har forsømt noget for længe, nemlig brevkassen, det har Jeg fået flere henvendelser om, jeg har ladet mange vente i lang tid, nu skal det ske, at endnu et spørgsmål skal blive besvaret.

Fra en vis herre fra Vietnam kommer der dette:

“Dear August Answers

What is the one place in the world you wish you lived in?
 
// Regards”

 

Vi er sandelig gået ‘international’, eller? Ok, ok. Ærligt talt har jeg ikke tænkt så meget over det at flytte til andre lander og steder. hjeg synes det går meget fint for mig her i lille Danmark. Men om jeg skulleflytte nogetsteds hen, så tror jeg da, jeg ville flytte ind til en ordentligt stor by. Nu har man levet langt størstedelen i en lille fiskerby med lidt over 5000 indbyggere, så det ville være sjovt med noget andet, noget større. Prøve bylivet, måske storbylivet endda. Men et enkelt sted i verden jeg vil bo kan jeg virkelig ikke komme på. Så det bliver altså ikke et helt fyldestgørende svar. Desværre.

 

Så fik man smidt en masse tegn og ord ud på nettet igen. Det er en sjov følelse. At skrive en masse lort og sende det ud til alle jer. Og nogle af jer læser det måske også? Skøn tid. Og vil man gøre den endnu skønnere, kan man sende mig spørgsmål ved adressen augustsvarer@gmail.com . Så kan det hænde, jeg svarer på det her.

Hyg jer. 🙂 :): )

 

Advertisements

Mobilepayetik

Mobilepayetik

Alle kæreste læsere,

Nu er det mere end en hel uge siden jeg sidst skrev noget herinde. Det går ikke. Det kan jeg se på min statistik (tak til alle jer tre der læste min blog i går! <3) og i mit hjerte. Det føles ikke fedt. Fy fanden!

Men nu skal der ske noget, nu skal der komme endnu en omgang af det, jeg startede bloggen for. Det er tid til endnu en omgang August Svarer! Og sikket spørgsmål der er kommet ind. Her er noget i, kæreste læsere, skal lægge meget mærke til, for vil i opløfte jer fra at være simple læsere, skal i sende sådanne ting ind til epostadressen nedenunder.

Dette spørgsmål stammer fra nogle gutter ved navn Lux og Lauritz:

“Kære August Svarer,

Vi har her i København diskuteret et meget stort spørgsmål.
Vi ved ikke, hvor meget erfaring du har med at betale med mobilepay til folk, du ikke kender.
Dilemmaet er, at vi her i dag oplevede, at komme i tvivl om, hvem der skal “swipe”, altså bekræfte pengeoverførelsen. Er det modtageren/medarbejderen , eller er det én selv?
Vi finder det mest normalt, at det er modtageren, da det ikke kan skabe mistillid.
Idag oplevede vi, at vi selv skulle swipe, hvilket føltes helt forkert. Samtidig er det dog en meget tillidserklæring, da medarbejderen ikke tjekkede, men bare bad os gøre det.

Hvad tænker du om denne debat?
Mvh Lucas og Lauritz”
Som ivrig bruger af mobilepay og andre tjenester i den stil, er jeg helt enig i, at det helst er modtageren der skal swipe. Men det, at det ikke kan skabe mistillid, er jeg ikke enig i. Det kommer jo selvfølgelig an hvem man overfører penge til. Hvad hvis de kræver at have mobiltelefonen i hånden mens de swiper? Jeg ville ikke føle mig tryg, hvis en skummelt udseende sælger på gaden forlangte, at jeg skulle overdrage hele mobiltelfonen til dem mens de swipede. Her ville jeg foretrække at have telefonen i hånden og vende skærmen mod sælgeren, for så at lade dem swipe og gennemføre handelen. Jeres situation har jeg selv oplevet et par gange. Det kan være noget akavet, og som i siger, føles forkert. Om folk lige skal vænne sig til at bruge teknologien, eller vi bare stoler meget på hinanden her i landet, ved jeg ikke, men folk og butikker bruger den vel på den måde, de er trygge ved, om de så stoler på, at folk rent faktisk swiper korrekt. Det må være en smagssag for indehaverne og medarbejderne.
Men ja, jeg er enig i, at modtageren skal swipe.
Ja, kæreste læsere. SÅ blev der svaret på endnu et spørgsmål. Måske der kommer lidt flere  for at indhente for sidste uge. Vi får se.

Vil du sende et spørgsmål, kan du sende en email til epostadressen: augustsvarer@gmail.com

 

 

Genopstandelsen og Det Første Skridt

Genopstandelsen og Det Første Skridt

Rise from your Grave!

Om man er ultra-mega fan af min blog, hvilket jeg ved der er nogle af jer der er, så har i sikkert læst det aller-aller første jeg lagde op, dengang i Januar (vi er kommet langt, sandelig!). Der skrev jeg jo nogle ting, nogle tanker, og det var egentlig ikke godt skrevet eller af nogen høj kvalitet, for sådan bliver det når mans kriver på sin blog i engelsktimen mens man prøver at lytte med. Men der stod noget, noget vigtigt. Mine MKULTRA-mega fans ved jo godt hvad jeg lavede dengang jeg gik på efterskole (Musikefterskolen i Humble for jer nye). Der havde jeg et projekt, et projekt der skulle oplyse og opfordre til nysgerrighed hos mine medstuderende. Jeg havde det, der blev kaldt ‘Augusts Brevkasse’.

Som det fremstår af navnet, var ‘Augusts Brevkasse’ en brevkasse. Der kunne alle komme og spørge om alt. Alt. Absolut alt. Så længe det ikke var for sjofelt, altså. Og det var skam sjovt, og lærerigt. Også lærerigt for mig. Jeg kan absolut opfordre alle til at begynde rent faktisk at tage stilling til ting, find ud af hvad du egentligt mener. Find ud af hvorfor du mener det. Ikke bare være en der synes alt er ‘fint’ eller ‘lort’, uden anden årsag. Det kan jo være meget fint at tale lort om ting, men hvorfor mener du, det er lort? Tænk lige over det.

Ja, som sagt, så genopstår ‘Augusts Brevkasse’ i ånden her på min blog. Ikke som ‘Augusts Brevkasse’, nej, det kapitel er ovre. Derfor starter nu mit nye projekt: ‘August Svarer’.

Og jeg har skam allerede fået spørgsmål. Et dejligt spørgsmål fra en dejlig fyr. Han er politisk aktiv, så måske i kender ham? Jeg har ikke udspurgt ham om han vil nævnes ved navn her, så i dag forbliver han anonym. Men han spurgte mig:

“Hvad mener du om Thomas Helmig?”

Før jeg starter vil jeg lige påpege, at han sendte mig dette spørgsmål i en email. Den indeholdt kun spørgsmålet, og da jeg er smålig og godt kan lide at blive kaldt for den kære, beder jeg alle, der skriver til mig, at i starter jeres elektroniske post til med et “Kære August Svarer,”. Det ville gøre mig glad hvis i gjorde det.

Men tilbage til spørgsmålet. Thomas Helmig, så vidt jeg ved, er han dansker, og han er musiker. Jeg har ikke hørt hans musik, så jeg vil ikke udtale mig om den. Den er sikkert ret ok. Som person tror jeg han er vidunderlig (jeg har ikke mødt ham i kødet), på baggrund af dette utrolige billede.

thomas_helmig_28musician29

Jeg kan klart se, at han er passioneret på scenen. Han har et godt guitar-vokalistansigt. Og er det i orden, så er musikken og musikeren i orden, efter min mening. Man kan så mene noget andet om hans valg af guitar, for farverne får mig til at tro at den skal ligne flaget for Amerikas Forenede Stater. Når man er fra Danmark og spiller rock og sikkert også synger på dansk så går det altså ikke. Det er jo kikset. Og danske rockmusikere der synger am’rikaaaansk er altså ikke noget jeg bryder mig for. Fy fanden!

Han er en blandet sæk, konkluderer jeg. Godt og ondt. Noget jeg kan lide og noget jeg ikke kan lide.

 

Jeg håber det var oplysende for jer, kæreste læsere. Og også dig, min ven, der så fint skrev til mig. Alle jer andre kan også blive mine venner ved at indsende spørgsmål (ok venner er måske så meget sagt, men jeg kommer til at se jer som bedre mennsker).

Dette kommer til at blive godt, det ved jeg. Jeg tænker der vil blive svaret på en-to spørgsmål ugentligt. Jeg har jo travlt med gymnasiet, det må i forstå. Og det ved jeg i vil, for i er kloge mennesker, læsere. Tak og farvel for denne gang.

Vil du sende et spørgsmål, kan du sende en email til: augustsvarer@gmail.com

Husk at skrive om i vil være anonyme eller ej, ikke sende sjofle spørgsmål ind tak, og hold en ren tone i debatten!