En underlig fornemmelse

Hej Bloggen. Bloggæææn, alle kiere laesere,

Jeg har forsømt visse dele af livet indtil videre. Kierlighedslivet til eksempel. Følelseslivet generelt kunne jeg driste mig til at sige, det gør jeg her. Det er sjovt at erkende sådant. At skulle se i øjnene hvad man la’er og går rundt gør omkring.

Det er nu ikke helt det jeg føler mig bevæget over lige nu, eller som inspirerer mig til at skrive, det er noget helt andet. Det kan være det er helt usammenhængende de tanker jeg har gjort de sidste par ti minutter …

Først: der er sket meget i løbet af det halv år der er gået, det er vel mere end et halvt år nu. Faktum er, der er sket en del. Jeg blev tilbudt sex i København (måske en historie at skrive om en dag), jeg forbereder mig til min MGK-prøve, jeg går i 2.g nu, fy for fanden et slid. Derfor ikke så meget skrift herinde, det er alt lagt i en aflevering, ord sluges af dem. Men det er ikke det jeg her følt så meget om her i aften (morges?),

Det hænder, at jeg kommer sent hjem, jeg er påvirket, det gynger lidt, måske jeg glider på broen og kaster min telefon i vandet. Sådan mærkeligt kan man have det når man er på vej hjem … men i aftes var der noget anderledes over den tur hjem. Lad mig gå lidt tilbage igen: det var en aften med gymnssiefest; skoleårets sidste, raveparty-tema, skolens helt eget elev-popband var hentet hjem for at komme og spille op til ravedands?! Og ens hoved var malet til, i både røde og blå og måske en grøn nuance, og man hopppede godt rundt og drak øl og havde tætte samtaler i rygerburet, som man plejer. Efter tolv gik turen til byen, festen skulle fortsætte, og om den fortsættelse vil jeg kun sige: sikke grimme mennesker der er at finde på A-bar. Frygteligt sted. Kendere ved det.

Nå, men hjemme i Kierteminde igen steg jeg så ud af den bus. Ummidelbart syntes intet unormalt. Det var bare den sædvanlige sene nattetimes stilhed der var i luften, skulle man have lagt lyd under scenen kunne man uden protest udpege flere Bartók-satser. Jeg valgte nu det skulle være ULC’s Sønderho-suite …

Det vigtige ved den hjemtur var nu, at der åbenbart havde været brand i byen. En af de boligblokke der ligger tæt på mit eget hjem, kun to gader væk, de øverste etager havde åbenbart stået i flammer. I stilheden stod både brandbiler, lægevogne, salatfade, alle blinkende med deres blå blink. Jeg ved ikke, det er underligt når sådan noget som en brand sker  så tæt på ens hjem. Jeg husker for et år eller to siden brændte der et hus længere oppe i byen, men det var så langt væk i forhold til dette, der var ikke samme følelse. Jeg ved ikke, jeg kom til at tænke, oj det er stillet, oj det er forladt, når jeg gik der forbi de blink, en brandmand i færd med noget ved sin brandbil såes ikke virkeligt. Det føltes ikke helt virkeligt noget af det. Heller ikke da jeg ringede på ved min far, talte lidt om nattens løb, hvad der var sket. Det var så hurtigt ovre. Hjemme, nu jeg skriver, har den uvirkelighed fulgt efter. Jeg sidder og børster tænder og fucker rundt med det indbyggede kameras forskellige filtre, nogle af dem matcher stemningen. Og stemningen må også følges af noget musik. Messiaens præludier, Chant d’extase dans une paysage triste. Det er næsten for meget lige nu, man føler sig allerede fjernet fra virkeligheden, og det præludium bringer kun en længere væk.

Måske det er præcis sådan det er lige nu. I nattens mørke, triste, stille landskab har jeg det egentligt helt ekstatisk over, det ikke var mit hjem der gik op i flammer. Jeg kan godt forestille mig et sådant trist landskab nu.

 

Nåh, tidlig morgenopdatering, natopdatering måske, nu følte jeg for det, så. Føler også noget underligt.

Advertisements